Baade-Og Onsdag – Endelig anmeldelser

OK, det tog kun små 4 måneder, men bedre sent end aldrig! Langt om længe blev Baade-Og Onsdag anmeldt, og Politiken og Weekendavisen har ramt bogens stærke og svage sider lige på kornet!

Selvfølgelig har jeg labbet roserne i mig – du kan selv se dem her:
http://politiken.dk/boger/article467235.ece
http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080208/BOGER/702080025&SearchID=73308626324607 - weekendavisens anmeldelse kan desværre kun læses af betalende abonnenter, men her er da et par citater:

“Man kan kalde det videnskabsformidling, som gør sig umage for at distancere sig fra den vante akademiske formidling ved at bruge fortællekneb fra især tv-produktioner. En slags info-sitcom. (…) Her bliver det for alvor tydeligt, at Baade-Og-projektet er vidensformidling vinklet i retning af etik og politik: projektet er at animere læseren til at blive en begavet aktør i sin egen virkelighed. En kompetent og klogt agerende verdensborger. (…) Man kan være uenig, man kan kritisere vægtningen, men man kan kun blive klogere eller konstruktivt provokeret. Og så kan man jo dårligt forlange mere.”

- Det er Heidi Laura, der har anmeldt, og hun er skarp i hjernen!

Kristeligt Dagblad har også forsøgt sig med en læsning, men dét er anmelderen ikke sluppet så godt fra – hvor er det herligt at anmelde en anmelder!

Gudskelov kan anmeldelsen kun læses af betalende abonnenter: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/277456:Kultur–Oraklernes-tid-er-ikke-forbi (Var det ikke Jesus, som sagde, at hvis de kommer efter dine sidste penge, skal du give dem skjorten også? Det princip gælder åbenbart ikke på den kristelige netredaktion.)

Anmelderen klager over indholdets omfang, og den klage kan man selvfølgelig godt følge manden i, for det er overvældende, men det er bare således, at når man har sat sig for at skrive en bog om alt, så kommer der så hulens meget stof med.

Sjovt nok har hverken Kristeligt Dagblads eller Weekendavisens anmelder spottet pointerne i min parodi på Søren Kierkegaard; teksten “Fire Uetiske Mænd i Sengen”. For der er faktisk to væsentlige filosofiske tanker, som gennemstrømmer Baade-Og, og som er præsenteret i den tekst, men dét røber jeg naturligvis ikke her. Det må den kvikke læser selv finde ud af. De øvrige læsere kan blot nyde det studentikose pjat, som teksten også er. God kunst, underholdning og litteratur har efter min bedste overbevisning den kvalitet, at man kan opfatte forskellige lag i værket, alt efter hvad man har af forudsætninger for at forstå det. Allerhelst skal alle have en god eller meningsfuld oplevelse, men der skal være noget guf for feinschmeckerne, som det ikke nødvendigvis er alle, der får fat i.

Politiken anmeldte Baade-Og Mandag i september 2005, den anmeldelse kan du se her: http://politiken.dk/boger/faglitteratur_boger/article122193.ece


About this entry