I gang med Baade-Og Fredag

Det er næsten ikke til at fatte. 10 års arbejde nærmer sig sin sidste fase.  Projektet, der startede som en novelle i 1998, voksede til en fembinds moppedreng, og næste år ved samme tid skulle hele molevitten gerne være skrevet færdig, udgivet, omtalt, anmeldt og behændigt afrundet.

Jeg har godt nok først planlagt at skrive selve teksten til sommer, fra april og frem, men jeg lovede mig selv, at jeg inden årsskiftet ville få styr på synopsen til det sidste bind, så jeg ikke sidder 1. april og opdager, at den synopsis, jeg skrev tilbage i 2002, ikke holder. Eller mangler en hel masse. Eller at der er 20 tykke bøger, jeg er nødt til at læse, før jeg kan skrive om dette eller hint.

Så galt ser det nu ikke ud. Jeg genfandt synopsen i computeren her til morgen, og det ser faktisk helt fornuftigt ud. Der skal absolut arbejdes med den, og inden årsskiftet når jeg i hvert fald ikke at blive færdig. Men i hvert fald inden weekenden.

Det er en meget mærkelig følelse, sådan at tage hul på den sidste bog i serien. Det er ikke uden et vist vemod, at jeg nu kaster mig ud i den bog, som også bliver en afsked med Tenna og Cornelius og deres samtale. Jeg er jo kommet til at holde af de to bæster! Baade-Og Torsdag handler blandt andet om, hvordan vores memer lejrer sig fysisk i vores hjerner, og Tenna og Cornelius har efterladt sig en del synapser mellem mine ører, skulle jeg hilse og sige! Desuden er der jo Jesper Knallhatt og Pamfilia Severinsen. Dem bliver det nok ikke så vanskeligt at sige farvel til, for de har slet ikke i nær samme grad udtrykt sig gennem bøgerne eller haft følelser i spil i teksten.

Det kan jo ikke udelukkes, at jeg digter videre om Tenna og Cornelius i andre bøger, for de har naturligvis begge et liv både før og efter opholdet på amtshospitalet, men det bliver nok aldrig det samme. Specielt ikke, fordi jeg selvfølgelig også har et forhold til hele projektet Baade-Og, som jeg næppe vil få til andre bøger.  Jeg kan ikke forestille mig, at jeg endnu en gang vil kaste mig ud i noget, der tager ti år at skrive færdigt.

Det er faktisk en ret speciel følelse således at gå i gang med at arbejde ud fra tanker, jeg selv har haft for 5-10 år siden. Når jeg sidder her i dag og læser mine egne notater fra 2002 og endnu længere tilbage, så er det jo også en konfrontation med min egen personlige historie, udvikling og erkendelse. Jeg har om ikke ligefrem forandret mig gennem arbejdet med Baade-Og, men min viden om verden og ikke mindst om mig selv har da ændret sig i processen. En hel del, faktisk, siden jeg gik i gang med de første usammenhængende tekststykker for 10 år siden, men især efter at jeg startede Det Andersenske Forlag, og den første bog udkom i 2005.

Derfor er det en slags konfrontation med “den gamle Lene Andersen”, når jeg hiver synopsen frem og skal til at arbejde ud fra den nu. “Nej, tænkte jeg virkelig dét for 7 år siden!” – Gudskelov ser det ud til, at synopsen holder, og at der virkelig er et godt grundlag at skrive den sidste bog ud fra, men det handler i en eller anden grad om, på et dybere plan, at være tro mod sig selv. Både mod den jeg er nu, og den jeg var, da jeg skrev synopsen, eller for den sags skyld, da jeg kastede mig ud i en novelle om to personer på en lukket afdeling i 1998; jeg var ikke fyldt 30, da jeg gik i gang, nu er jeg 40.  De to Lener hænger dog gudskelov ret godt sammen, men det er alligevel en speciel oplevelse.